Skip to main content

Medarbejderportræt: Christina Dahl Schmidt

Tatjana Kristensen
4. maj 2022
Christina Dahl Schmidt Medarbejder JMA

”JMA, det Christina”

Fra det hurtige liv på tour bussen til receptionen i JMA, fandt Christina noget hun aldrig havde troet skulle være en del af hendes arbejdsliv førhen – struktur

Christina betegnes nok bedst som en farverig sommerfugl. En skør analogi i denne sammenhæng, men ikke desto mindre vælger jeg at bruge netop dén.

Hun er storsmilende, glad, sprudlende og fuld af liv; alt sammen iført et farverigt outfit matchende hendes personlighed.

Lige så sprudlende og fuld af liv vores farverige sommerfugl kan være, vil jeg også gerne tage dig med helt tæt på og vise dig gråtonerne hun også indeholder. Som Christina selv siger: ”Jeg har også bare været nogle ting igennem, som har gjort ondt i livet”.

”JMA, det Christina”

Har du ringet til JMA, ved du helt sikkert hvem Christina er. Du kan muligvis ikke sætte ansigt på hende, men du kender den varme stemme, der altid sidder klar til at videregive en besked eller tilbyde et lyttende øre.

”JMA, det Christina”.

En sætning som de fleste efterhånden har hørt.

En sætning som er karakteristisk for, hvem Christina og hendes funktion i virksomheden er.

Spørger du Christina hvad hendes arbejde er og består af, er svaret at hun er receptionist og vigtigst af alt serviceminded. Det er i høj grad tilsvarende dét JMA havde af forventninger til netop hendes stilling. 

Christina skulle fylde nogle store sko ud, da hun trådte ind i stillingen som receptionist hos JMA i september ’21. Den forhenværende stillingstager, Ulla, havde efterladt dybe spor i medarbejdernes hjerter, hvorfor afskeden heller ikke var nem.

Ikke desto mindre har Christina gået til udfordringen med en ”lige-til-benet” attitude og på sin relativt korte tid i huset, vundet kollegaers, kunders og samarbejdspartneres hjerter.

Hvordan?

Kollegaerne er drivkraften i hendes arbejde, og én af hovedgrundene til at hun elsker at møde på arbejde hver dag. ”Alle er jo bare lidt finurlige”, siger hun med et smil på læben og hentyder til mangfoldigheden, hun dagligt begår sig med.

”Det er jo det der er sjovt ved at gå på arbejde. Man snakker med en som ikke er ret god til at lukke op, som du lige fanger på det rigtige tidspunkt og så fortæller de. Og så er der de andre, der snakker lige så meget som mig, og så er kunsten jo at holde sin kæft”.

Helt privat findes ikke

Som den farverige sommerfugl der flyver afsted, gør Christina det samme i det private.

Hun har altid gang i 117 ting. Hvad enten det er at fylde sine weekender med arbejde hos venner og bekendte, gåture eller koncerter, så er hun en kvinde med mange bolde i luften.

Bolde hun trives med at jonglere samtidig med at være mor til 3 børn i alderen 8-17 år.

Dog drømmer hun også om en tilværelse med en mere privat tilgang til livet. ”Helt privat findes ikke”, som hun så fint selv påpeger det, og netop dét ønsker hun i hemmelighed at ændre lidt på.

”Jeg kan være megakedelig”

Går vi helt tæt på og over i livet på hjemmebanen, er Christina meget overraskende. ”Jeg kan være megakedelig, som i meeega kedelig”, fortæller hun.

Et udsagn der overrasker de fleste.

Hendes guilty pleasure er en aften på sofaen og som hun bedst selv beskriver det: ”nattøj, ostepops og en god actionfilm med noget tju bang i”. Ostepops man for øvrigt helst spiser alene, idet de lugter ret meget.

Og bevæger hun sig ud af nattøjet, så elsker hun en god handel. Hvad enten det er et loppe- eller kræmmermarked, så er "Kræmmer-Lis" på pinden - klar til at forhandle sig frem til de bedste handler. For "man betaler aldrig fuld pris", som hun selv siger det.

En dårlig taber

Christina kommer ud af en familie med en forkærlighed for sport – basketball især.

Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at hun til tider kan være temperamentsfuld og lidt af en dårlig taber: ”Jeg går ikke på banen for at tabe. Hvis der er en der har fældet mig på en fodboldbane, så stopper jeg ikke før jeg har fået hende ned i græsset to gange”.

Heldigvis for JMA lader Christina den dårlige taber ligge hjemme, når hun dagligt kommer på arbejde – specifikt af en grund:

”JMA er en favnende og rummelig arbejdsplads”.

”Det er okay at sige sin mening, så kan man hjælpe hinanden på en anden måde end hvis man tier stille” og netop den erfaring på arbejdspladsen har gjort dagligdagen nemmere.

Personligt er Christina ikke glad for tal, til trods for at hun kommer igennem ret mange i løbet af en arbejdsdag. Derfor er det også særligt givende, at hun har kollegaer der på den måde kan supplere hende, og hun dem, hvis de har opgaver uden for deres komfortzone.

Alt sammen en del af at være på en arbejdsplads som JMA.

Hvem kunne du tænke dig at læse om næste gang?

Et spørgsmål hun har brugt meget tid på at fundere over. ”Der er mange interessante personer, som i helt vildt spændende. Flemming kunne jeg faktisk også godt tænke mig at høre om, han er også en af de nye”.

Og på den note videregiver Christina faklen til netop ham og du kan derfor glæde dig til at læse om konsulenten Flemming i næste interview.

Connect gerne med Christina eller som jeg kalder hende - vores farverige sommerfugl.

Tilmeld dig nyhedsbrev