Supportkonsulent med erfaring i NAV / Business Central
Hos JMA A/S søger vi en serviceminded supportkonsulent, der har interesse for både teknologi og forretning, og som har lyst til at sætte sig ind i vores kunders hverdag og arbejdsgange.
Som supportkonsulent bliver du en del af et kompetent team, hvor du arbejder med både nationale og internationale kunder og samarbejder tæt med kolleger i både Danmark og Sverige. Du kommer til at arbejde med vores egenudviklede brancheløsning DSM, som bygger på Microsoft Dynamics 365 Business Central og anvendes af alle vores kunder.
Opgaverne varierer fra kunde til kunde og spænder fra afgrænsede problemstillinger i DSM til mere komplekse sager, hvor systemet spiller sammen med kundernes leverandører og tredjepartsløsninger.
Dine opgaver
Som supportkonsulent arbejder du med supportsager i vores supportafdeling og har løbende dialog med kunder via telefon og e-mail.
Før du kan foreslå den rette løsning, sætter du dig ind i kundens udfordringer. Hvis en sag ikke kan løses i supporten, bidrager du med klare og relevante beskrivelser til supportsagen, som videregives til eskaleringsteamet i udviklingsafdelingen.
Du deltager i test af ny funktionalitet og ved opdateringer af DSM i tæt samarbejde med udviklingsafdelingen og forretningskonsulenter. Derudover indgår du i det daglige telefonberedskab, som sikrer support til kunder mellem kl. 8 og 17, og du samarbejder tæt med kolleger på tværs af JMA.
Vi tilbyder
Attraktiv lønpakke
Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke baseret på dine erfaringer og kompetencer, inkl. sundhedsordning og pension – uden en stressende bonusordning.
Faglig udvikling
Vi investerer i din læring, certificeringer og karriereudvikling, så du altid er opdateret med de nyeste teknologier og metoder. Vi støtter både din faglige og personlige udvikling og giver dig mulighed for at fordybe dig i dine interesser.
Indflydelse
Du har frihed til at forme din egen rolle og præge JMAs udvikling.
Work-life balance
Vi prioriterer en kultur uden overarbejde og lægger vægt på fleksibilitet. Du får også fri telefon og internet til hjemmeadressen.
Stærkt fællesskab
Vi har et tæt kollegialt fællesskab og en aktiv personaleforening, der arrangerer sociale aktiviteter som kantinearrangementer, escape rooms, julebanko og julefrokost.
Moderne faciliteter
Vores hovedkontor ligger i Randers, tæt på motorvejen, så du nemt kan komme på arbejde. Vi tilbyder fri parkering og har ladestandere til elbiler med 100 % grøn strøm. Vi har også motionscenter, frokostordning samt fælles morgenmad hver fredag.
Branchens førende løsning
Hos os arbejder du med en specialiseret brancheløsning, som er førende i markedet. Vi er store nok til at have spændende kunder og komplekse opgaver – men små nok til, at du har reel indflydelse.
Hvem er du?
Vi leder efter en person, der har:
- Erfaring med økonomi og lager samt gerne kendskab til Continias produkter
- Praktisk erfaring med NAV / Business Central – som konsulent eller superbruger
- Erfaring fra en lignende stilling, eller som udekørende konsulent med ønske om en mere forudsigelig hverdag
- Alternativt en baggrund som controller eller revisor, hvor NAV / Business Central har været et centralt arbejdsredskab, og hvor du er vant til kundekontakt
Dine personlige kvaliteter
- Du er serviceminded og kommunikerer klart og professionelt – også når tempoet er højt
- Du taler og skriver engelsk flydende, da du arbejder med internationale kunder
- Svenske sprogkompetencer er en fordel, men ikke et krav
- Du er nysgerrig og stiller spørgsmål for at forstå sammenhænge
- Du trives med samarbejde og videndeling
- Du er fleksibel og tager ansvar for, at kunderne får den rette hjælp
Hvem er vi?
JMA er en international virksomhed med afdelinger i flere europæiske lande. Vi blev i 2025 en del af amerikanske Aptean, som er verdensledende inden for branchespecifik software. Aptean fokuserer på at levere skræddersyet software til hvert led i fødevarekæden – fra landbrug og produktion til distributør og forhandler.
Vi digitaliserer maskinbranchen med hjerte og erfaring
Vi er 100 % dedikeret til digitale løsninger til maskinhandel. Siden 1990 har vi hjulpet maskinforhandlere og importører med at digitalisere deres forretning gennem vores branchespecifikke løsning DSM, der bygger på Microsoft Dynamics 365 Business Central. Vi kombinerer teknologi med mange års brancheerfaring og et tæt samarbejde med vores kunder for at gøre deres hverdag lettere og mere effektiv. Vi forstår vores kunders og medarbejderes udfordringer og skaber langvarige, værdifulde samarbejder gennem åben og ærlig kommunikation, og det er nok grunden til, at mange af vores kunder og medarbejdere har været med os i en lang årrække.
Vores mål er at være den foretrukne digitale samarbejdspartner i maskinbranchen – både nu og i fremtiden.
En arbejdsplads med tillid, fællesskab og begejstring
Hos JMA tror vi på, at glade medarbejdere skaber de bedste resultater. Her bliver du en del af et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og har det sjovt undervejs. Vi værdsætter nysgerrighed, ansvar og mod til at prøve nyt, og vi giver plads til både faglig og personlig udvikling. Vi møder hinanden med åbenhed og respekt, og vi står sammen om at skabe værdi for vores kunder. Hos JMA elsker vi vores arbejde – og vi elsker digitalisering i maskinbranchen.
Vil du gerne vide mere om jobbet?
Kontakt teamleder Torben Rosenberg Nielsen på +45 51 56 51 23.
Lyder det som noget for dig?
Ansøg her – vi glæder os til at lære dig at kende.
Vi indkalder løbende til samtaler – så vent ikke for længe.
Der vil indgå relevante analyser som en del af rekrutteringsprocessen.